NYHEDSBREV MAJ
NYHEDSBREV APRIL
Byens Fællesskab, nyhedsbrev april 2024.
”Jeg vil helst ha’ den jeg kender!”…. Gælder det mon mad, drikke, tøj, kunst, eller hvor er det, vi er så konservative eller går som oksen i plovfuren? I dette nyhedsbrev er det en hentydning, ikke til Byens Fællesskab og jer sangglade folk, men blot en konstatering fra de snart 45 år, jeg har undervist i sang eller har afholdt sangaftener for alle mulige aldersgrupper i mange forskellige sammenhænge! Vi vil gerne synge de sange, vi kender! Gerne på kendte melodier, og ikke lave alt for meget om på højskolesangbogen!
Det vil vi ændre på i slutningen af april. Til denne aften har et af vores medlemmer udvalgt sange, som dels er nye i bogen, men heller ikke er så kendte, og som vi (næsten) ikke har sunget i Byens Fællesskab! Vi gentager ideen i efteråret (- så er I advaret!)
Så blev det forår og april med milde dage afløst af kulde og mere regn og blæst! “Hvem er hun der, den Heks April” skrev Sophus Claussen i 1912…. Ja, april er ustyrlig og uforudsigelig! Men det lysner, og vi skal snart på tur sammen. Vi skriver til jer om de nærmere detaljer i begyndelsen af maj, for vi skal i maj besøge endnu en af de nye boformer i Odense, nemlig Snestrup Have i Pårup, hvor 2 af vores medlemmer bor. Det bliver spændende!
Rigtig godt og grønt forår til jer alle med lidt mere varme i luften. Connie Formand.byensfaellesskab@gmail.com
Husk at I gerne må skrive og kommentere indlæggene på hjemmesiden www.byensfaellesskab.dk
NYHEDSBREV MARTS
I dette brev vil jeg forsøge IKKE at nævne eller referere til en eneste sang, gammel eller ny. Nu må vi se om det lykkes!!
Jeg hørte en dag om ABC metoden. Jeg googlede og fandt følgende:
Find og gå på opdagelse i ting og oplevelser og spørg dig selv, hvor det er du bliver glad, og hvor du får energi. Den mentale trivsel kaldes nogle gange ABCmetoden. Forklaring:
Gøre noget aktivt (Act)
Gøre noget sammen (Belong)
Gøre noget meningsfuldt (Commit)
Helt ubeskedent kan vi så sige: jamen, er det ikke, hvad vi gør i Byens Fællesskab eller tilstræber…. det kommer an på, hvad man lægger i ordene, men især efter den herlige aften med Anne Gersdorff Korsgaard, hvor vi både blev taget med igennem forskningsresultater om hjernens påvirkning af dans, musik og bevægelse, og Annes egne faglige og private resultater, og vores egen ‘danse-øvelse’, så giver det rigtig mening. Jeg faldt også over bøger af Henning Kirk, som jeg ikke selv har læst… endnu, men bare titlerne fik mig til at spidse ører: Godt nyt for gamle hjerner, En kort guide til et langt liv, Afskaf alderdommen, bliv i de voksnes rækker (sammen med Lone Kühlmann) og den nyeste Musik og alder.
Nu nærmer vi os Generalforsamlingen. Vi håber I har lyst til at deltage d. 18.3. Der har tidligere været omtale af aftenens øvrige program:
Kl. 18 præcis starter generalforsamlingen og derefter spiser vi et par madder!
Vi beder om, at alle drikkevarer denne aften er for jeres egen regning!
Kl. 19.45 spiller en lille kvartet svensk jazz! Det er kun sangerinden, der er svensk, men de er dygtige alle fire! Det varer ca 1 time! I kan høre et lille klip med dem på vores hjemmeside.
Til selve koncerten er det muligt for IKKE MEDLEMMER at komme ind for 50 kr! De kan komme ind fra kl 19.30.
Så kommer påsketiden, så vi har først et arrangement d. 15. april. Det kan I både se i brochuren, på hjemmesiden, og vi skriver til jer ang. tilmelding i nyhedsbrev i begyndelsen af april.
Mange forårshilsner Connie formand.byensfaellesskab@gmail.dk www.byensfaellesskab.dk
Hvis du endnu ikke har fornyet dit medlemskab/meldt dig ind i Byens Fællesskab eller fået dig tilmeldt generalforsamlingen som medlem, kan dette stadig nåes via nedenstående link
https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk
NYHEDSBREV FEBRUAR
”Gråvejr, hundekoldt! (Sne på alle tage!) Solen er gået på lave volt. Ved du, hvad får vi i februar? Længer’ og længere dage!” Jeg har en god veninde, som ofte citerer gamle sange, rim og remser, og hun kom med den sidste linje den anden dag. Jeg fandt så den gamle børnesang af Mogens Lorentzen (fra 1936!) frem, og der er faktisk meget håb i den, på sådan en kold og blæsende februardag! Hør bare vers 2: ”Under frossen hæk, spinkel som en nerve, spirer den sødeste vintergæk. Står den til straf i sin skammekrog? Nej, den er livets reserve!” Vi er flere, der har følt denne vinter meget lang, og de mindste forårstegn suger vi til os, såsom de små nyudsprungne vintergækker og erantis.
Vi fik én på opleveren mandag d. 5. februar, da vi trodsede regn og blæst og tog til Snapindvej i Bolbro og mødte to inspirerende folk ved Odense Renovation, Morten Glasius og Lotte Knakkergaard. Som små druknede mus ankom vi og blev mødt med varme og spændende betragtninger. Vi havde mange spørgsmål til affaldssorteringen i Odense Kommune, og de var rigtig gode til at svare og forklare. Vi vil gerne møde dem igen, måske om et år, og vil tage det med i en kommende planlægning. Ligeledes er det ikke sidste gang vi besøger Bronx, det lille kultursted i Bolbro, med mange frivillige og mange brugere. Det var endnu engang inspirerende at se og høre om stedet. Det gjorde det ikke ringere, at de serverede dejlig mad OG dessert! Cindy fortalte om de nyeste tiltag, viste rundt for dem, der ikke havde været her før, og vi kommer helt sikkert igen!
Det næste arrangement, vi kan se frem til i foråret er en aften med Anne Gersdorff Korsgaard, som i en menneskealder har beskæftiget sig med forbindelsen mellem musik, sang og bevægelse og hvilken indflydelse disse ting har på vores hjerne og krop. Nogle af os har oplevet hende før, og det er ikke en kedelig aften, vi har i vente d. 19. februar. Hun er en inspirerende kvinde!
Så får vi d. 4. marts besøg af rådmand Brian Dybbro. Han er rådmand for ældre- og handicapforvaltningen, og vi fortsætter dermed vores tradition med at invitere en kommunalpolitiker fra byrådet til at komme og fortælle om sit område, og gerne lidt mer’!
Endelig er der vores generalforsamling d. 18. marts, men den vil I høre mere om i en særskilt mail.
Så slutter jeg lige af med ønsket om snarligt forår og de sidste linjer i sangen fra før, hvor der skrives om (til)trækfuglen: ” Hav det nu godt, til vi ses igen. Så må du bringe mig søndenfra solskin og dejlige dage”.
På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com
Kig ind på www.byensfaellesskab.dk
——————————————————————————————————————
Tilmelding til arrangement d. 19. februar senest onsdag d. 14. februar via NemTilmeld på nedenstående link
https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk
Køkkenet byder denne aften på kylling og kold kartoffelsalat + en grøn salat
Nyhedsbrev januar 2024
Det er begyndelsen af januar. Det er mørkt, det blæser og regner, nogle steder i Kongeriget sner det voldsomt. Klimaet har det
ikke godt. Det har været voldsomt med de mange naturkatastrofer, der har raset rundt omkring i verden, bare i 2023, nogle
steder tørke, andre steder oversvømmelser, alting ekstremt. Så er der de frygtelige krige rundt i verden og dermed
menneskelige katastrofer. Det kan alt sammen føre til, at vi trækker os ind i os selv, ikke kan overskue den store verden, og
bare vil passe os selv, og lukke verden ude. Men NEJ! Lad os gå ud og møde andre, vende de tanker, vi har, og få nye inputs,
se tingene fra andre sider, som vi slet ikke havde tænkt på, blive beriget af oplevelser med musik, kultur, gode smage og ord, vi
ikke selv kunne have fundet på. Nogle gange orkede man måske ikke at gå ud af døren mandag eftermiddag i vinterens mørke,
men ofte gik man beriget hjem. Det håber vi, at I vil blive ved med, på trods!! Godt nytår!
Vi blev desværre nødt til at aflyse vores traditionsrige nytårsgåtur, denne gang med udgangspunkt i Odense Havn. Vi syntes,
det kunne være et spændende område, som mange af vi odenseanere har et forhold til, og som har forandret sig helt gevaldigt.
Og så en lille kop te, kaffe eller chokolade på Café Morgensol på hjemturen! Men det skulle ikke være så! Vi vil prøve at finde
en ny dato for turen langs kanalen snarest!
Det næste arrangement d. 22. januar er vi ’hjemme’ på Kulturmaskinens café, Oluffa, hvor vi udover at spise dejlig
hjemmelavet mad, frembragt af jer frivillige, skal synge fra Højskolesangbogen. Det er vores medlem, Mark, som vil vælge
sange, og der skal nok blive plads til at ønske, og mon ikke der lige skal være en enkelt Jens Rosendal-sang til minde om den
store gamle digter, der døde ved nytårstide.
Det næste arrangement d. 5. februar vil vi gerne tage jer med ud til Snapindvej i Bolbro og se, hvordan man affaldssorterer i
Odense Kommune. Vi synes måske ind i mellem, at det er lidt besværligt at sortere så meget, men vi får her et konkret bud på,
hvorfor det er nødvendigt. Når vi er blevet klogere på det, går vi sammen til Bronx, det lille hyggelige kulturhus i Bolbro, og
spiser deres gode mad. Vi har besøgt dem før, og vi glæder os til at høre, hvordan det går nu, og for dem der ikke var med
sidst, bliver der plads til en lille rundvisning. Vi foreslår, at I ta’r en letbane, står af på Stationen Bolbro, og går via Hauges Plads,
forbi Bolbro Brugerhus og hen af Stadionvej. Så kommer I til indkørslen for Odense Kommunes genbrugsplads. Når vi nærmer
os, skal vi nok fortælle lidt mere præcist om arrangementet, og hjemad følges vi både til Bronx, og til letbanen.
Da disse linjer skrives, er dagen blevet ½ time længere. Mange hilsener på bestyrelsens vegne
Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com Husk at gå ind på vores hjemmeside www.byensfaellesskab.dk
-:-
Køkkenholdet byder denne aften på Chili sin carne.
MEN der ikke noget køkkenhold- af gode grunde. Ingen har haft mulighed for at skrive sig på vores “liste”.
DERFOR – hvis du har tid og lyst, skriv straks tilbage til mig , og jeg vil skrive tilbage til dig, hvis der bliver brug for din hjælp. Der
kunne jo være flere end 4, der melder sig. Håber, det gir mening.
kasserer.byensfaellesskab@gmail.com
-:-
Tilmelding til næste arrangement senest onsdag d. 17. januar KUN på nedenstående link
https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk