Sidste bestyrelsesmøde i 2025 blev afholdt den 24. november. Du kan læse referatet her
Et af emnerne på mødet var ‘endelig godkendelse af programmet for næste sæson. Du kan finde programmet her
/Jørgen

Efter en aften i fællesskabets ‘ånd’, med dejlig mad(tak til madhold og Birgit!), sang og gode samtaler ved bordene, er vi nu nået til årets sidste arrangement. Det er også her vi afslører næste (for)års program, så der er nok at se frem til.




Der er altid lagt op til hygge, god mad, sange og quizzer ved den sidste aften før juleferien. Så kom endelig og vær med til at fejre julens komme!
Køkkenet byder denne aften på julefrokost, hvad ellers:)
Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 26. november
Kære medlem
Byens Fællesskab har sagt ja til at deltage i forskningsprojektet Foreningers udvikling og betydning i Danmark, som udføres af Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet i samarbejde med Videncenter for Folkeoplysning.
Du kan læse mere om undersøgelsen og hvordan du kan blive involveret i den her
Sig endelig til, hvis du har nogen spørgsmål.
Med venlig hilsen
Connie Koch Rasmussen
Formand
Vi var nok mange, der så eller har hørt om Kongeparrets Prisuddeling. Det er da lidt interessant, at de nu i år har indført en ny pris, nemlig Fællesskabsprisen. Det kan vi da kun glæde os over i Byens Fællesskab. Mon de kommer forbi os til næste år? Nå, små slag!! Men når “De grønne nabofællesskaber” får prisen, er der jo alligevel noget, der ligner. At man kan skabe mere i fællesskab, end man kan alene, at man kan mødes om at lave et måltid, og nyde det sammen. De har andre ting på dagsordenen også, ligesom vi også har andre vinkler på vores. Men det ligner, og især bemærkede jeg udtrykket “Fællesskabets magi”. Flot ord!
Vores næste arrangement er en aften om “Hvad vil du være, når du bli’r gammel”. Vi havde en lignende aften sidste år, og blev slet ikke færdige, så vi lukker igen op for gode ideer, gode samtaler, og hvem ved, går vi derfra med ny inspiration til vores alder. Husk som Johannes Møllehave sagde: Alder er ingen dom!!

Så har vi haft besøg af Nataliya, en ukrainsk kvinde, der har startet Foreningen for Ukraine i Odense, www.ouf.dk. Hun fortalte om sin egen baggrund og om arbejdet med at skabe et fællesskab for de (primært) kvinder og børn fra Ukraine, der bor i Odense. Selv om det var hendes debut som oplægsholder, var det en rigtig spændende fortælling, som bød på både tårer og latter.

Vel mødt til Byens Fællesskab og lad os sammen mærke OG skabe ‘magien’!!
På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com
Køkkenet byder denne aften på tærte
Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 12. november
Dagen derpå!!! Et udtryk man tit bruger lidt negativt eller med tømmermænd. Men denne gang er det positivt ment. Hvor var det en flot aften i Byens Fællesskab i går, d. 20. okt. Fællesskab som det ideal, vi havde, da vi dannede foreningen for 5 1/2 år siden. Folk, der ordner grøntsager, hakker og svitser, dejlige dufte i huset, folk, der nyder maden, og snakken der går lystigt. Derefter et par kvinder, der meget personligt og reflekterende fortalte deres ‘historie’ gennem højskolesange. Vi lyttede, sang med, lærte nye (svære) sange, og så skulle der ryddes op, og vupti, var borde og stole væk, og vi kunne lukke og slukke. Det er ingen hemmelighed, at vi har været spændte på, hvordan det ville være, at rykke til Rosenbækhuset, men bortset fra den trange plads i køkkenet, er det nu bevist – ved fællesskabets kraft – at det kan lade sig gøre, og endda blive godt! Tak til jer!
Jeg læste et interview med Ann Eleonora Jørgensen i Politiken d. 11.10. Her var et par guldkorn til vores generation: (hun bliver spurgt om, hvad hun glæder sig til, nu hun er fyldt 60) ”Jeg glæder mig til de oplevelser jeg skal have. Jeg burde måske have en følelse af, at jeg nu skal pakkes sammen og sættes ud til storskrald. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod synes jeg, at verden står åben for mig nu. (Og til spørgsmålet om hvordan hun har det med at blive ældre:)Skønt! Det er ,som om verden begynder at åbne sig nu, ligesom da man flyttede hjemmefra…(…) Men jeg har det virkelig svært med den samfundsmæssige bedstemorstemning, der kommer, når man fylder 60. Det er som om den eneste drøm, der er tilbage i livet som kvinde, er at få sig nogle børnebørn og hente hver onsdag. Sådan har jeg det ikke. Jeg er stadig fuld af eventyrlyst og meget mere fri end tidligere.”
Dette indspark kan vi måske tage med til den aften senere i november, hvor vi skal tale om”hvad vil du være, når du bli’r gammel”. Men næste gang skal vi møde en kvinde, som har andet at tænke på og beskæftige sig med, nemlig Natalyia, som er en ukrainsk kvinde, der de sidste 3 år har boet i Bolbro. Hun gør et stort arbejde for at give ukrainske kvinder og deres børn gode muligheder her, mens de venter på, at krigen i Ukraine forhåbentlig snart slutter. Hun er formand for den ukrainske forening i Odense. Læs mere på deres hjemmeside www.ouf.dk
Så kom til Byens Fællesskab i Rosenbækhuset, som stadig lever, og bestemt ikke er sat til storskrald, og lad dig inspirere af samtaler med bordfæller, gode sange, og interessante gæster. Vel mødt. Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com
Køkkenet byder denne aften på Hønsekødsuppe med urter, kød- og melboller fra Allegårdens slagter
Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 29. okt.
Byens Fællesskab, Nyhedsbrev oktober ’25

Det er svært at få armene ned (på computerens taster!) efter den forrygende aften med de tre gutter, Tom Due, Kim Leprevost og Ulf Starup, og deres energiske og flotte forestilling med sange fra deres Otto Brandenborg-cabaret og deres gamle danske filmsange. Det var så gennemmusikalsk fra dem alle tre, og vi fik grinet og sunget med, så der ikke var et øje tørt!! Vi håber at se dem igen en anden gang, selv om det nok varer lidt.











Vi er i gang med forårssæson-planlægning, og har samlet jeres gode forslag på de gule sedler, og er nu ved at se, hvad der kan lade sig gøre. Vi vil stadig gerne have denne vekselvirkning mellem sangaftener, kulturelle aftener med folk, der brænder for et emne, og så vores besøg hos andre, der kan inspirere os på den ene eller anden måde. Det tegner godt, og fint at spotte, i hvilken retning, I vil have vi går i Byens Fællesskab. Vi er stadig i ly under Kulturmaskinens vinger, og det er rart, men vi kender ikke tidsplan for deres ombygning, og hvor vi lander. Men fint at vi har et sted.
Dette sted, som de næste mange gange er Rosenbækhuset, vil vi prøve at lave mad selv. Det er noget, vi har savnet, efter vi forlod Oluffa’s køkken, men nu prøver vi, selv om det er lidt småt. Desuden vil vi afholde en rigtig sangaften, hvor vores medlemmer, Åse og Birgitte vil føre os igennem deres ’livs-sange’. Det skal nok blive godt. Og vi skal synge den nye sang, der blev skrevet i anledning af Grundlovens 175 år: Der hvor du har hjemme, skrevet af Dy Plambeck og med musik af Marianne Søgaard.
Vi håber at se rigtig mange af jer, også selv om vi er blevet nødt til at sætte priserne lidt op, på grund af de høje prisstigninger (33%) på madvarer, så det nu hedder 100 kr. ved et ordinært arrangement (130 for ikke-medlemmer), og 30 kr. for sodavand og saft, 40 kr. for øl og vin.
Godt farverigt efterår på bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com
Køkkenet byder denne aften på en ret fra kogebogen DET KÆRLIGE MÅLTID Krydret kalv med abrikoser og ingridærter
Tilmelding senest onsdag d. 15. oktober via nedenstående link
Om arrangementet med Simone Tommerup fra Det kærlige måltid.

Det var bare spændende at høre om et projekt, som både er udbytterigt for dem, der laver det (dem, der laver maden, snitter kålen, pakker kasserne, kører ud med maden), og så selvfølgelig dem, der får en kasse med veltillavet og forberedt mad, når livet kan være svært at overkomme.



Det var en rørende fortælling, og godt at vi i vores land har disse små oaser, og godt at der er frivillige, der vil det!
Connie
Så fik vi indviet de nye (midlertidige) lokaler i Rosenbækhuset. Der kan siges for og imod, og man kan sammenligne med Oluffa, hvor vi kom fra… det vil vi i bestyrelsen undlade, fordi vi er mest rigtig taknemmelige for, at Kulturmaskinen har givet os lov til at få en lokalitet, mens ombygningen af hele Farvergården foregår, og så må vi se, hvad det ender med, og hvornår…… og det ved vi ikke!!
Så: is i maven, lev i nuet og vær glade for det vi kan få, og vær fleksibel. Det håber vi også at I er, og det så det da ud til til det første (indendørs) arrangement. Tak for jeres støtte, hjælp til oprydning og til at komme med gode ideer. Vi skal nok bruge dem, så vidt det er muligt.
Arrangementet ved Nordatlantisk Hus har Jørgen beskrevet, men jeg tror mange af os blev overrasket over, hvilket flot kulturhus, der ligger på Odense Havn, og hvor mange arrangementer, der afholdes, så måske mødes vi dernede engang!
Og så til arrangementet med Simone Tommerup fra Det kærlige måltid. Det var bare spændende at høre om et projekt, som både er udbytterigt for dem, der laver det (dem, der laver maden, snitter kålen, pakker kasserne, kører ud med maden), og så selvfølgelig dem, der får en kasse med veltillavet og forberedt mad, når livet kan være svært at overkomme. Det var en rørende fortælling, og godt at vi i vores land har disse små oaser, og godt at der er frivillige, der vil det!
Næste gang skifter vi helt spor (et godt billede af, hvor alsidige vi er i Byens Fællesskab!): vi skal underholdes. Vi får besøg af 3 mænd, der har lavet flere musikalske cabareter sammen. Vi får et lille udpluk af en filmmusik-cabaret og numre fra en Otto Brandenborg-cabaret. Og vi må meget gerne synge med!!
De tre gutter er
Kim Leprevost – skuespiller
Tom Due – skuespiller
Ulf Starup – pianist / klaverbokser
Arrangementet foregår på Frølageret, som er det store lokale, der ligger til højre for hovedindgangen inde i Kulturmaskinen i Farvergården. Vi spiser først, og så går de på, når vi er nået til kaffen. Det skal nok blive festligt. Vel mødt!
Vi får denne aften mad fra Submarine Odense
Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 1. oktober
Pris medlem 100 kr – Ikke medlem 130 kr
Vi mødtes på broen til Byens Ø, lige uden for Nordatlantisk Hus. Der var mødt et par og tyve deltagere.

Rådmand og bestyrelsesformand i huset Claus Houden, tog imod os . Han startede fortællingen om huset mens vi nød det fine vejr på broen.

Claus har været med i arbejdet omkring oprettelsen af Nordatlantisk Hus og har derfor stor viden om historien, og kunne også fortælle om nye, spændende fremtidsplaner for nabogrunden.






Efter den grundige rundvisning traskede vi op til Storms Pakhus. Her var der bestilt bord og mad. Den fælles bestilling af maden gjorde, at der var mere samling over spisningen. Folk måtte selv købe drikkevarer og det blev ret hyggeligt med god snak ved bordene.
Alt i alt en god aften med fællesskabet.
Jørgen
Først lidt om arrangementet d. 6. oktober
Peter Rahbek Juel har meldt afbud!
MEN vi har været så heldige, at folkene bag en Otto Brandenborg-cabaret vil komme og synge et par af hans kendte sange, og desuden underholde med uddrag af en filmmusikcabaret. Der vil blive rig mulighed for at synge med.
Og nu til førstkommende arrangement d. 22. september:
Det kærlige måltid
Denne aften ’rykker vi ind’ i vores nye (midlertidige) base i Rosenbækhuset, som også hører under Kulturmaskinen. Vi får besøg af Simone Tommerup fra ’Det kærlige måltid’.
Det Kærlige Måltid er en nonprofit organisation, hvor frivillige tilbereder og leverer gratis måltider til familier i Aarhus, Aalborg og Odense Kommune, som er ramt af livstruende sygdom eller fysisk traume.
Familierne får måltider leveret lige til hoveddøren i otte uger uden beregning.
…………………………………………………………………………………………………………………..
Køkkenet byder denne aften på Tapas og lidt godt til kaffen/teen.
Som sædvanligt kan der købes øl, vand og vin i baren
Tilmelding senest onsdag d. 17. september på nedenstående link