Der var en rigtig dejlig stemning mandag aften i Oluffa-cafeen, hvor Byens Fællesskab mødes til arrangementer 2 gange om måneden. Det duftede godt af maden i ovnen, og biskoppen, præsten og musikeren gjorde klar til at fortælle.
Duften var ikke kommet af sig selv, ligesom biskop, præst og musiker Kresten Drejergaard var inviteret til at komme.
Køkkenholdet nød selv den fantastiske duft i lokalet og virkede helt høje af deres oplevelse med at have frembragt et meget velsmagende måltid til 37 forventningsfulde deltagere i aftenens arrangement.
Snakken gik livligt i afrydningspausen, mens opvaskerne ventede på den meget langsomme opvaskemaskine. Vi bliver jo alle ældre og langsommere; også opvaskemaskiner.
Ingen vidste, hvad udgangspunktet for aftenens fortæller ville være? Mens han tænkte over det, sang vi et par håbefulde sange fra sangbogen.
‘Musiksorg’ var Kresten Drejergaards overskrift til en fortælling om et langt og glædeligt liv med musik. Der blev endda plads til at være både præst og biskop. Sorgen handlede om, at gigt nu havde standset den aktive musikudøvelse, men ikke glæden ved musikken.
Fortællingen tog udgangspunkt i små videoklip med Kresten Drejergaards egne udfoldelser og illustrationer af, hvad han har været inspireret af gennem tiderne.
En fin og afvekslende fortælling om et langt liv med musik og meget andet.
/Jørgen