Har du hørt Horne Mandskor?

Stemning fra årets sommerafslutning i Bjørnemosen 2025

Den i brede kredse højt respekterede chefdirigentvikar holder under koncentreret opmærksomhed peptalk til Horne Mandskor før koncert ved Byens Fællesskabs sommerafslutning 2025

Horne Mandskor brillerede igen og tog publikum med storm. Efter en dejlig, kollektiv middag med alskens lækkerier underholdt koret med sange fra forskellige kulturer. Applausen ville ingen ende tage.

I det hele taget var det en meget vellykket sommerafslutning med fælles madlavning og hygge i fælleshuset i Bjørnemosen. Under hyggen blev efterårets program afsløret og uddelt til videre formidling.

Gik du glip af sommerafslutningen, kan du læse efteråresprogrammet her og høre en lille prøve på stemningen omkring Horne Mandskor.

/Jørgen

God sommer

Kære Byens Fællesskab

Vi ønsker jer alle en rigtig god sommer, med al det I ønsker at lægge i den. Afslapning eller masser af aktiviteter, et højskoleophold, en rejse, til stranden, i haven, en koncert eller en god udstilling, eller netop ingen programmer, så man kan gribe øjeblikket til gode oplevelser.

Vi holder også pause i bestyrelsen, og er klar igen i sidste halvdel af august, for at gøre klar til den nye sæson, som vi håber I vil gøre brug af, og gerne omtale for andre. Synd for jer, der ikke var med til den festlige sommerafslutning i Bjørnemosen. Det var nemlig en rigtig hyggelig aften med dejlig hjemmelavet mad(med mange kokke) og med herlig sang af Horne Mandskor og lidt af os andre. Tak for forårssæsonen og på gensyn. 

Mange hilsner på bestyrelsens vegne. Connie Koch Rasmussen

formand.byensfaellesskab@gmail.com

Efterårsfolderen 2025 er lagt på hjemmesiden. Find den under SÆSONPROGRAM eller Nyhedsbreve og Pjecer

En venlig påmindelse og et sidste udkald :)

Kære Byens Fællesskabs medlemmer

Så er det sidste mulighed for at slutte sæsonen sammen med gode mennesker.

Vi har ikke fået så mange tilmeldinger til på mandag, men håber I skynder jer at melde til. Vi satser stadig på at mødes kl. 17 ( se det detaljerede program i tidligere mail eller på hjemmesiden) på Bjørnemosevej 239, 5260 Odense S. Så laver vi mad sammen, spiser og hygger, og kl. 19.30 synger Horne Mandskor for os, og derefter synger vi selv sommeren ind, og får afsløret efterårsprogrammet.

I håb om at se rigtig mange af jer, og gerne med en interesseret ven(inde). 

Mange hilsner bestyrelsen/kasserer og formand.

Tilmelding slutter i aften

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Byens Fællesskab, Nyhedsbrev maj 2025

Tilmelding til arrangement d. 26. maj

Så er vi snart færdige med denne 5. sæson! Det er lidt uforståeligt, at foråret allerede er ved at blive afløst af forsommer. Men faktum er, at vi nu har haft vores sidste arrangement i Kulturmaskinens café Oluffa. Det var Moamma fra Den Lille Mark, som kom og fortalte om sit arbejde med at starte et lille økolandbrug i den sydlige del af Odense, med permakultur og spændende tanker og konkrete planer om en anden måde at dyrke jorden på, så vi kan give den videre til næste generation. Desuden afholder hun fællesspisninger, og man kan købe hendes friske grøntsager på lørdage efter kl. 12 ved Café Kosmos i Lottrups Gård, Vestergade i Odense. Vi pønser på, om vi som forening skal besøge hende til næste forår. Se www.denlillemark.dk

Vi har nu ’kun’ vores sommerafslutning tilbage d. 26.5., som denne gang er lagt i Andelsforeningen Bjørnemosen, adresse Bjørnemosevej 239, 5260 Odense S. Nogle af jer var med for 1½ år siden, da vi startede sæsonen herude, og vi vil bruge lidt samme model denne gang. Vi mødes kl. 17, og deles op i hold, som laver mad mm. Så er vi klar til at spise ca. 18.30, og kl. 19.30 får vi besøg af Horne Mandskor, som gerne vil komme og synge for os. Det er altid hyggeligt at have besøg af disse rare mænd med deres gode stemmer. Når de er færdige, synger vi selv lidt sommersange, og så afslører vi efterårsprogrammet, og I får det med hjem. (Det er lige nu klar til trykning!☺) Endnu engang kan I glæde jer til et varieret program, et arrangement ud af huset, men ellers i vores nye (midlertidige) sted: Rosenbækhuset, adressen står i det nye program. Vi i bestyrelsen tror på, at det godt kan blive et fint sted for os, så I har intet at frygte!! Vi håber I til sommerafslutningen har lyst til at tage en gæst med (OBS! Til medlemspris kun denne gang! Se senere!) og også vil fortælle om foreningen til andre. Vi oplever en lille tilbagegang i medlemstallet. Det kan være tilfældigt, men efter sommerferien vil vi gøre lidt for at få flere til at kende os, og I må gerne hjælpe.

Som sagt: d. 26.5. starter vi kl. 17, så hvis du tager letbanen mod Hjallese, står af ved næstsidste station, Hestehaven, og går lidt tilbage, enten ind af havelågen eller rundt om hjørnet til de røde huse bar syrenen, så beregn ½ time fra centrum. Hvis du kommer i bil, så tjek lige med gps, da vi er lidt svære at komme til.

Vi håber at se en masse af jer, og håber på godt vejr, lige som sidst, hvor vi kunne sidde ude at spise. Så tag evt. en varm trøje eller et tæppe med. 

God sommer til jer, der ikke kan være med og på gensyn i september. Vi udsender efterårsprogrammet i begyndelsen af juni, så I har det til at sætte op, og glæde jer til. På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

———————————— o ————————————————-

TILMELDING til Sommerafslutning d. 26.5.25

Først til mølle princippet: de første 10 medlemmer, der tilmelder sig, kan tage en gæst med gratis (som I vel at mærke skønner, kunne være et potentielt nyt medlem!) Derefter er gæster med til medlemspris.

Tilmelding senest onsdag d. 21. maj via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Se efterårets program

Den lille Mark Andelsgaarde d. 12. maj

Besøg af Moama , der har startet Den Lille Mark. Her dyrkes grønsager sammen med Erik fra Syrengaarden efter principper for regenerativt landbrug. De har en grøntsagsordning, leverer ugentlig varer til salg i byen fra Den Lille Mark, som er et socialt arbejdsfællesskab. Her kan man i fællesskab arbejde og lære af hinanden.

——————————————0——————————————

Køkkenholdet byder denne aften på en

lille forret: En laksepakke med røget laks og grønne asparges

Hovedret: Lun crunchy kornsalat med rabarber og rosenblade

Tilmelding senest 7.maj via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Odense spiser sammen d. 24.04. Odense Rådhus

Byens Fællesskab var repræsenteret ved 4 af os – Alice, Ulla og mig, der var med til at dække bord, være bordværter og Connie spillede til fællessang og underlæggende dejligt klaverspil indtil alle 360 gæster var sat på plads.

Det var en dejlig oplevelse, både at være med til forberedelsen og møde andre frivillige, og også at se salen blive fyldt langsomt op af gæster, der kom alene eller skulle mødes med venner og bekendt. Man mødte også mennesker man ikke vidste ville komme, og fik på den måde hilst på.

Præsten ved Skt Hans Kirke i Nørregade Peter Christensen var toastmaster og Brian Dybro fra Ældre-Handicap Forvaltiningen holdt velkomsttalen.

Det er en stor oplevelse og man får en fornemmelse at stor hjælpsomhed, rummelighed og fællesskabsfølelse. Det kan anbefales at flere i Byens Fællesskab deltager når det helt sandsynlig vil foregå igen til næste år torsdag i uge 17.

Odense Ser Rødt var til stede under hele aftenen. Her er klip man kan nyde: https://osrtv.dk/

Det er Ensomhedscharter i Odense Kommune, der arrangerer Odense Spiser sammen. Byens Fællesskab er med som partner, man kan læse mere om det her: https://www.odense.dk/politik/politikker-strategier-og-planer/tvaergaaende-politikker/ensomhedscharter

Maj-Britt var med og har skrevet dette indlæg

Jeg fortsætter i Maj-Britts tråd (kan ikke finde ud af at lave nyt indlæg!!)

Vi havde en rigtig god aften i Bronx i mandags. Vi fik dejlig mad, Cindy fortalte om Bronx, og dem der ikke havde været med før, fik en lille tur i huset. Derefter sang vi “skrotsange”, ja, hvad er det for noget?? Anni havde fundet nogle af de sange fra den forrige Højskolesangbog, som ikke var kommet med i den nuværende, så dem fik vi sunget en 10 stykker af. Og så fik vi citronfromage. Det var også godt! Tak for en god aften. Her et foto fra et tidligere besøg på Bronx. Det er ikke sidste gang!

Tilmelding til arrangement på Bronx

Kære medlemmer

Nu varer det lidt inden vi ses. Påsken nærmer sig, så det bliver først mandag d. 28. april vi ses, og denne gang foregår det i Bronx, det lille hyggelige kultursted på Middelfartvej 115 B, Od.V.

Tag evt. letbanen til Hauges Plads og gå mod Føtex, så ligger det, hvor der tidligere var apotek. Her vil vi få dejlig mad, og så vil vi synge. Et af vores medlemmer er sangvært. Det skal nok blive godt!

Derefter kommer det til at gå stærkt! I maj har vi arrangement d. 12. maj, som bliver det sidste i Kulturmaskinens Café, Oluffa, som har været vores base i de 5 år, vi har eksisteret. Det sidste arrangement i denne sæson rykker vi til den lille andelsforening, Bjørnemosen, i Hjallese, hvor letbanen holder lige ved havelågen (stå af ved stationen Hestehaven!). Det gjorde vi også for et par år siden, og det blev ret hyggeligt. I år har vi også en overraskelse til jer, men det vil I høre mere om i næste nyhedsbrev i begyndelsen af maj. HUSK også at det er sidste chance for at melde sig til fællesspisningen ‘Odense Spiser Sammen’ i Rådhushallen d. 24. april.

Rigtig god påske ønsker vi alle. På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

—————————————- 0 ———————————————–

Tilmelding til arrangementet senest onsdag d. 23. april via neden stående link

Foruden en middag får du kage og kaffe/te

Drikkelse kan tilkøbes

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

…når du blir gammel? Hvad så?

Claus Brandstrup ser jo brand godt ud.

Sidst jeg fik spørgsmålet: “Hvad skal du være?” var det “… når du bliver voksen?”

Men kan man virkelig vælge, hvad man vil være, når man bliver gammel?

Bliver vi mon nogensinde gamle?

Det var nogle af de tanker, der blev sat i gang af Claus Brandstrup, den i vide kredse kendte højskoleforstander mm fra Byens Højskole i Odense.

Claus var kommet fra Århus for at stå for aftenens samtalecafé om ovenstående emne.

Der var vist gode snakke ved alle borde, med samme konklusion: det kunne vi godt bruge noget mere tid på, -måske en anden gang.

Aftenens menu præsenteres

Køkkenet serverede avocado med rejer og Nordisk panzanella.Opskrift

Kaffen blev ledsaget af isvafler

/Jørgen

– mød de venner, du ikke vidste, du havde