Alle indlæg af Birgit

Spilleaften 16. februar

Byens Fællesskab Nyhedsbrev februar 2026

Jeg læste den anden dag, at undersøgelser viser, at optimister lever i gennemsnit længere end pessimister, i nogle tilfælde op til 7 år længere. Der kan være mange grunde. Men man er ikke født det ene eller andet, og man kan øve sig i at blive optimist! At se lysere på tilværelsen, selv om den ved grød er svær at se lyst på i øjeblikket! Men man kan håbe, og så kan man foretage sig noget meningsfyldt, komme ud og op af stolen i denne mørke tid, og gøre noget sammen med andre. Fællesskabets kraft!! Man kan næsten mærke det, når man åbner dørene mandag aften i Byens Fællesskab: ved forberedelsen af måltidet, ved bordene under spisningen, ved oprydning: der er god energi og godt humør, så vi vælger at se optimistisk på fremtiden. 

Vi skal snart i gang med at planlægge efterårssæsonen, så inputs modtages gerne! 

Næste gang skal vi prøve noget, vi aldrig har prøvet før: vi skal spille spil, altså! Det er et ønske fra en af jer, og I må meget gerne medbringe spil (–vi ta’r også nogen med!), der forhåbentlig kan alt fra at sætte gang i de små grå til at få legebarnet frem i os. Det skulle også forlænge livet!

Det er muligt at ’undgå’ at spille, hvis man hellere vil tage strikke- eller snakketøjet med og hygge.

Mange hilsner og på gensyn i Byens Fællesskab, hvor der er varme at finde i denne kolde tid. På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

Denne aften står den på ost og rødvin. Drikkelse tilkøber I, som I plejer i vores bar. Ost (og lidt pølse til ostehadere) sørger køkkenholdet for .

Tilmelding vis nedenstående link senest onsdag d. 11. februar

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Generalforsamling 2026

Efter generalforsamlingen får vi besøg af Jeppe Sand, som er leder af Teater Momentum. Han har allerede i sit korte liv sat mange spor, som forstander for Ryslinge Højskole, som dynamisk leder af Momentum, og ikke mindst med mange debatter og samtaler om kultur. Han er meget interesseret i den danske sang. Jeppe vil tage os med igennem Højskolesangbogen. Vi skal synge, og han vil præsentere kendte og ukendte sange, krydret med små historier.

Generalforsamlingen er KUN for medlemmer. Husk et medlemskab følger kalenderåret .

Regnskab og budget vil blive lagt på hjemmesiden efter d. 24. februar.

Tilmelding til generalforsamling senest onsdag d. 25. februar via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Arrangement d. 2. februar

Bæredygtighed, klima og den grønne omstilling

D. 2.2. får vi besøg af 2 kvinder fra Odense Grønne Nabofællesskaber. Det er lokale grupper, der arbejder for bæredygtighed og klima og skaber netværk for omstillingsinteresserede familier. Det må lige være noget for os i Byens Fællesskab. Så kom til en hyggelig aften med gode mennesker og tilmeld dig her. Der bliver også tid til lidt vintersange. 

Køkkenet byder denne aften på Buttersquash suppe efterfulgt af Æggemuffins

Tilmelding via NemTilmeld via nedenstående link senest d. 28. januar

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Sangaften d. 19. januar

Kære medlemmer i Byens Fællesskab

Allerførst Rigtig Godt Nytår. Vi håber, I har haft en god juletid og nytår, siden vi så hinanden. En måned er gået, og vi er nu ved at varme op til en ny sæson. Der er sendt mail ud til jer om betaling (fornyelse) af medlemsskab, og det håber vi selvfølgelig at I har lyst til. Det gælder for hele 2026. Ligesom den færøske kædedans, som Kong Frederik refererede til i sin nytårstale, håber vi, at I vil være med til at træde dansen. Man kan bidrage med det, man synes man har tid og kræfter til, stort eller småt. Men fællesskabet kan noget, og jeg tror, de fleste går fra vores aftener, beriget af samtaler eller nye vinkler på tilværelsen, evt. nynnende på en sang, og måske også lidt trætte! 

I må gerne tage en gæst med eller anbefale os til interesserede. Der kan godt være flere i kæden!

Den første gang vi ses i forårssæsonen skal vi, når vi har spist, synge, og det er Hanna fra foreningen, som har valgt sange til denne aften. Det kan I godt glæde jer til. Velkommen til en ny sæson, frem mod det gryende forår. Skrevet på en smuk snevejrsdag. På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

Tilmeld dig arrangementet senest onsdag d. 14. januar via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Denne aften byder køkkenet på Farsbrød med æbler og lun salat med korn og rodfrugter (hjerteforeningen)

Men vi skal have samlet et madhold. Skriv til mig, hvis du har lyst til at være med til at lave mad denne aften på nedenstående mail kasserer.byensfaellesskab@gmail.com

Du vil høre fra mig, hvis du skal deltage i madlavningen. Vi skal bruge 5-6 personer:) KH Birgit

Glædelig Jul og Godt Nytår

Kære medlemmer

Så fik vi holdt juleafslutning i Byens Fællesskab. Vi havde en festlig aften med god mad, indslag med ukrainske børn, der sang og dansede, quiz og sang, så nu kan vi alle ‘gå på juleferie’, og gå i gang med juleforberedelserne….. hvis man er til sådan noget.

Vi er meget forskellige i Byens Fællesskab. Det er en af kvaliteterne ved foreningen, synes formanden. Så der er mange måder at fejre den kommende højtid på. Men under alle omstændigheder vil vi fra bestyrelsen gerne ønske vores medlemmer Glædelig jul og godt nytår. 

Tak for at I holdt ved, i det lidt turbulente efterår, og vi håber I vil være med fremover også. Nu har vi i al fald et program klar til foråret 2026, som vi synes er varieret og interessant, og forhåbentlig kan inspirere. Vel mødt i (indtil videre i Rosenbækhuset) Byens Fællesskab i 2026.

Programmet for foråret kan du finde på hjemmesiden under Nyhedsbreve og pjecer.

På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

Angående kontingent for 2026: vent med at indbetale, til Kasserer Birgit lægger besked ud om det! 

Tilmelding til Juleafslutning d. 1. december

De to satte gang i snakken om”Hvad skal du være når du blir gammel?” Den ene trængte til en kop te.

Efter en aften i fællesskabets ‘ånd’, med dejlig mad(tak til madhold og Birgit!), sang og gode samtaler ved bordene, er vi nu nået til årets sidste arrangement. Det er også her vi afslører næste (for)års program, så der er nok at se frem til. 

“Og hvor mon de kopper skal stå?”

Der er altid lagt op til hygge, god mad, sange og quizzer ved den sidste aften før juleferien. Så kom endelig og vær med til at fejre julens komme! 

Køkkenet byder denne aften på julefrokost, hvad ellers:)

Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 26. november

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Nyhedsbrev medio november + tilmelding til arrangement

Vi var nok mange, der så eller har hørt om Kongeparrets Prisuddeling. Det er da lidt interessant, at de nu i år har indført en ny pris, nemlig Fællesskabsprisen. Det kan vi da kun glæde os over i Byens Fællesskab. Mon de kommer forbi os til næste år? Nå, små slag!! Men når “De grønne nabofællesskaber” får prisen, er der jo alligevel noget, der ligner. At man kan skabe mere i fællesskab, end man kan alene, at man kan mødes om at lave et måltid, og nyde det sammen. De har andre ting på dagsordenen også, ligesom vi også har andre vinkler på vores. Men det ligner, og især bemærkede jeg udtrykket “Fællesskabets magi”. Flot ord!

Vores næste arrangement er en aften om “Hvad vil du være, når du bli’r gammel”. Vi havde en lignende aften sidste år, og blev slet ikke færdige, så vi lukker igen op for gode ideer, gode samtaler, og hvem ved, går vi derfra med ny inspiration til vores alder. Husk som Johannes Møllehave sagde: Alder er ingen dom!!

Nataliya fortæller

Så har vi haft besøg af Nataliya, en ukrainsk kvinde, der har startet Foreningen for Ukraine i Odense, www.ouf.dk. Hun fortalte om sin egen baggrund og om arbejdet med at skabe et fællesskab for de (primært) kvinder og børn fra Ukraine, der bor i Odense. Selv om det var hendes debut som oplægsholder, var det en rigtig spændende fortælling, som bød på både tårer og latter. 

Vel mødt til Byens Fællesskab og lad os sammen mærke OG skabe ‘magien’!!

På bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com


Køkkenet byder denne aften på tærte

Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 12. november

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Nyhedsbrev + tilmelding til arrangement d. 3. nov.

Dagen derpå!!! Et udtryk man tit bruger lidt negativt eller med tømmermænd. Men denne gang er det positivt ment. Hvor var det en flot aften i Byens Fællesskab i går, d. 20. okt. Fællesskab som det ideal, vi havde, da vi dannede foreningen for 5 1/2 år siden. Folk, der ordner grøntsager, hakker og svitser, dejlige dufte i huset, folk, der nyder maden, og snakken der går lystigt. Derefter et par kvinder, der meget personligt og reflekterende fortalte deres ‘historie’ gennem højskolesange. Vi lyttede, sang med, lærte nye (svære) sange, og så skulle der ryddes op, og vupti, var borde og stole væk, og vi kunne lukke og slukke. Det er ingen hemmelighed, at vi har været spændte på, hvordan det ville være, at rykke til Rosenbækhuset, men bortset fra den trange plads i køkkenet, er det nu bevist – ved fællesskabets kraft – at det kan lade sig gøre, og endda blive godt! Tak til jer!

Jeg læste et interview med Ann Eleonora Jørgensen i Politiken d.  11.10. Her var et par guldkorn til vores generation: (hun bliver spurgt om, hvad hun glæder sig til, nu hun er fyldt 60) ”Jeg glæder mig til de oplevelser jeg skal have. Jeg burde måske have en følelse af, at jeg nu skal pakkes sammen og sættes ud til storskrald. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod synes jeg, at verden står åben for mig nu. (Og til spørgsmålet om hvordan hun har det med at blive ældre:)Skønt! Det er ,som om verden begynder at åbne sig nu, ligesom da man flyttede hjemmefra…(…) Men jeg har det virkelig svært med den samfundsmæssige bedstemorstemning, der kommer, når man fylder 60. Det er som om den eneste drøm, der er tilbage i livet som kvinde, er at få sig nogle børnebørn og hente hver onsdag. Sådan har jeg det ikke. Jeg er stadig fuld af eventyrlyst og meget mere fri end tidligere.” 

Dette indspark kan vi måske tage med til den aften senere i november, hvor vi skal tale om”hvad vil du være, når du bli’r gammel”. Men næste gang skal vi møde en kvinde, som har andet at tænke på og beskæftige sig med, nemlig Natalyia, som er en ukrainsk kvinde, der de sidste 3 år har boet i Bolbro. Hun gør et stort arbejde for at give ukrainske kvinder og deres børn gode muligheder her, mens de venter på, at krigen i Ukraine forhåbentlig snart slutter. Hun er formand for den ukrainske forening i Odense. Læs mere på deres hjemmeside www.ouf.dk

Så kom til Byens Fællesskab i Rosenbækhuset, som stadig lever, og bestemt ikke er sat til storskrald, og lad dig inspirere af samtaler med bordfæller, gode sange, og interessante gæster.  Vel mødt. Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

Køkkenet byder denne aften på Hønsekødsuppe med urter, kød- og melboller fra Allegårdens slagter

Tilmelding via nedenstående link senest onsdag d. 29. okt.

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Nyhedsbrev oktober + tilmelding til arrangement d. 20. oktober

Byens Fællesskab, Nyhedsbrev oktober ’25

Otto og de to andre

Det er svært at få armene ned (på computerens taster!) efter den forrygende aften med de tre gutter, Tom Due, Kim Leprevost og Ulf Starup, og deres energiske og flotte forestilling med sange fra deres Otto Brandenborg-cabaret og deres gamle danske filmsange. Det var så gennemmusikalsk fra dem alle tre, og vi fik grinet og sunget med, så der ikke var et øje tørt!!         Vi håber at se dem igen en anden gang, selv om det nok varer lidt.

Vi er i gang med forårssæson-planlægning, og har samlet jeres gode forslag på de gule sedler, og er nu ved at se, hvad der kan lade sig gøre. Vi vil stadig gerne have denne vekselvirkning mellem sangaftener, kulturelle aftener med folk, der brænder for et emne, og så vores besøg hos andre, der kan inspirere os på den ene eller anden måde. Det tegner godt, og fint at spotte, i hvilken retning, I vil have vi går i Byens Fællesskab. Vi er stadig i ly under Kulturmaskinens vinger, og det er rart, men vi kender ikke tidsplan for deres ombygning, og hvor vi lander. Men fint at vi har et sted.

Dette sted, som de næste mange gange er Rosenbækhuset, vil vi prøve at lave mad selv. Det er noget, vi har savnet, efter vi forlod Oluffa’s køkken, men nu prøver vi, selv om det er lidt småt. Desuden vil vi afholde en rigtig sangaften, hvor vores medlemmer, Åse og Birgitte vil føre os igennem deres ’livs-sange’. Det skal nok blive godt. Og vi skal synge den nye sang, der blev skrevet i anledning af Grundlovens 175 år: Der hvor du har hjemme, skrevet af Dy Plambeck og med musik af Marianne Søgaard.

Vi håber at se rigtig mange af jer, også selv om vi er blevet nødt til at sætte priserne lidt op, på grund af de høje prisstigninger (33%) på madvarer, så det nu hedder 100 kr. ved et ordinært arrangement (130 for ikke-medlemmer), og 30 kr. for sodavand og saft, 40 kr. for øl og vin.

Godt farverigt efterår på bestyrelsens vegne Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

Køkkenet byder denne aften på en ret fra kogebogen DET KÆRLIGE MÅLTID Krydret kalv med abrikoser og ingridærter


Tilmelding senest onsdag d. 15. oktober via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk