Alle indlæg af Jørgen Carstensen

Claus Houden på besøg 17. marts ’25

Der var en livlig snak under og efter maden og mens vi ventede på at opvasken blev gjort færdig.

Køkkenet bød på lasagne med uden kød og med salat, og det smagte virkelig godt.

Det var rådmand for Beskæftigelse og Socialområdet i Odense Kommune, Claus Houden, der var på besøg . Han fortalte om, hvad der er af opgaver inden for sit område. Og hvilke emner han specielt er optaget af.

Et stort emne, som blev sat i gang af Anker Boye, er udviklingen af en demenslandsby i Odense. Varmestuen for narkomaner er et godt projekt, som tiltrak opmærksomhed fra socialminister Sophie Hæstorp.

Odense er en stor by med tilflytning og 210.000 indbyggere, men også en by med 4000 ledige, heraf 1000 akademikere. Det arbejdes der på at gøre noget ved.

Robotklyngen er speciel for Odense, og kan forhåbentlig hjælpe på beskæftigelsen på sigt.

Der var fin chokolade til kaffen, og jeg tror Claus fik en lille ekstra chokoladegave med hjem.

Der blev også tid til en fællessang eller to. Som sædvanligt en hyggelig og indholdsrig aften for de 30 ,der deltog.

Det var mest medlemmer, der deltog. Hvis du vil være medlem, skal du huske at betale kontingent for 2025 på NemTilmeld

Jørgen

Rapport fra Generalforsamling ’25

Mandag aften d. 3. marts var afsat til den årlige generalforsamling i Byens Fællesskab.

Kl. 18 bød formanden velkommen og fik valgt Niels som dirigent. Generalforsamlingen kunne begynde, og blev afviklet meget effektivt og uden problemer.

Du kan læse Formandens beretning her og Kristas referat af generalforsamlingen her.

Der blev også tid til fællessang på generalforsamlingen

Det hjælper jo altid lidt på effektiviteten af mødet, når der venter smørrebrød som belønning.

Efter smørrebrødet kom fortælleren Torben Wahlstrøm frem og fortalte spændende myter om de nordiske guder. Der er mere om hans fortællinger på foredragslisten

Torben Wahlstrøm kommer fra Svendborg og har fortalt historier hele sit liv

Hele mandagens program blev gennemført i sædvanlig, hyggelig stemning med gode madder fra Brugsen.

/Jørgen

Generalforsamling 2025

Sådan ser regnskabet for 2024 ud. De valgte revisorer Krista Poulsen og Helga Halck har revideret regnskabet

Husk, at det er mandag d. 3. marts kl. 18, at der er generalforsamling.

For at deltage skal du huske at tilmelde dig på NemTilmeld.

Det koster ikke andet end medlemskab at deltage på generalforsamlingen. Foreningen giver smørebrød til medlemmerne.

Husk, at du er medlem, når du har betalt 200 kr i kontingent. Det skal du også gøre på NemTilmeld

Du kan finde en mere læselig udgave af regnskabet herunder, som ovenikøbet kan downloades og udskrives hjemme hos dig.

Efter generalforsamlingen spiser vi smørebrød og lytter til en spillevende historiefortæller.

/Jørgen

Optimistisk og grøn start på 2025

Så kom vi i gang igen i det nye år 2025, og det var sammen med to klimaaktive bedstemødre.

Det var Lise og Kirsten som havde valgt at være aktive i Bedsteforældrenes Klimaaktion og stillede op med et fint oplæg om deres organisation og aktiviteter og til sidst en rigtig god debat: Hvad stiller vi op med det, der ligner en mere og mere umulig opgave med at redde klimaet. Fra os?

Spændende aktiviteter i det alt for varme, klimaødelagte vejr? Et maleri af en af fynsmalerne?

De inspirerede til at bevare håbet og komme i handlings-mode.

Køkkenholdet havde haft travlt med de grønne retter: Ærtesuppe med champagne og wraps med ovngrillede grønsager og humus med masser af persille og citron.

Dertil kaffe og the med små småkager

Debatten blev nærværende til sidst, da overtiden og trætheden meldte sig. Lysten til at fortsætte en anden gang var der. Måske i efteråret?

/Jørgen

Nyhedsbrev januar

Kære medlemmer

Jeg så i et gammelt nyhedsbrev fra januar 2023, at jeg havde refereret til dronningens nytårstale, og ligefrem tænkt, at hun nok havde hørt om Byens Fællesskab!! Da kong Frederik den anden aften også talte om fællesskaber, måtte jeg igen knibe mig i armen, som Jeppe på Bjerget, og sige: hvor er det godt, at Kongehuset kan viderebringe det gode budskab om fællesskaber og medmenneskelighed. (Lagde I mærke til, at ordet fik tryk på anden stavelse af kongen. Interessant!)

Så kom statsministerens nytårstale. Den vil jeg ikke referere fra, men i Deadline på DR2 har man de senere år bedt en kunstner eller ‘ikke-politiker’ om at holde en nytårstale. I år var det Hella Joof, og hun sagde bl.a. sådan:

https://www.facebook.com/share/v/17TqNhMnV3/?mibextid=wwXIfr

“Jeg vil gerne huske os på, at fremtiden ligger foran os. Vi må gå ind i den sammen. Alle mand/kvinde/personer på dæk. Det bliver mest overskueligt, hvis vi har et positivt fortegn. At vi ifører os håb og tager nogen ved hånden. Der er nogen, der har glemt, at håb er noget, man vælger aktivt til og ikke noget, der eksisterer passivt. Håbet skal passes og plejes. Og jeg synes, det er de voksnes pligt at gøde og vande håbet.” 

Vi ønsker jer alle et rigtig godt nytår, med mange gode, “håbe-fulde” oplevelser, forhåbentlig nogle af dem i Byens Fællesskab! Vi er i al fald snart klar! Vi har et par bestyrelsesmøder her i januar, og så er vi klar til sæsonstart mandag d. 20. jan.  Her har vi en ændring til programmet, så vær lige opmærksom på følgende: Vi er blevet nødt til at bytte om på to arrangementer, så d. 20. januar er det Bedsteforældrenes Klimaaktion, der er på programmet, og d. 17. febr. rykker vi så Sangaften til. I mellemtiden har vi også arrangementet d. 3. februar med Thomas Rønne, men alt det vil I høre mere om! 

Mange hilsner på bestyrelsens vegne. Connie formand.byensfaellesskab@gmail.com

…………………………………………………………………………………………………………

Måske byder køkkenet på Créme Ninon 🍾

Tilmelding til arrangement d. 20. januar senest onsdag d. 15. januar via nedenstående link

https://byensfaellesskab.nemtilmeld.dk

Sidste nyhedsbrev 2024

Kære medlemmer af Byens Fællesskab

Så sluttede vi efterårssæsonen ‘24 af, og fik samtidig løftet sløret for foråret ‘25.

For jer, der ikke kunne deltage i juleafslutningen, er programmet vedhæftet.

Vi har flere papirudgaver til jer, når vi ses i det nye år.

Fællesskaber er stadig noget, der er meget fokus på! I det nye nummer af Helse (mere præcis et ‘indlæg’ af bladet Naturli’, som var i nov./dec.-nummeret), er “De blå zoner” nævnt (igen). Jeg bliver altid glad, når jeg læser om dem. Ikke så meget om det at leve længe, men at føle sig ‘set’! De blå zoner er områder i verden med usædvanligt mange mennesker, der bliver 100 år, og som stadig har høj funktionsevne. Der har været spændende udsendelser i TV og artikler, og her igen! Det er steder som Okinawa i Japan, Ikaria i Grækenland, Sardinien i Italien, Nicola i Costa Rica og et sted i USA. De har vidt forskellige livsforhold og klimaer og betingelser, men flere ting ligner fra sted til sted. Kosten er baseret på lokale råvarer. Det kunne vi godt blive bedre til i Danmark. Menneskene der får bevægelse naturligt ind i hverdagen, og har en fast døgnrytme, gerne med 8 timers søvn. I må selv studere detaljerne, for det jeg vil frem til er, at fællesskabet er en gennemgående faktor i de blå zoner! Og det kan vi jo godt forstå i Byens Fællesskab! Men vi skal også i vores samfund blive meget bedre til (citat fra artiklen i Helse) “at livet har et formål i alle aldre”….og ”gør livet mere meningsfuldt”. 

Det er tydeligt for os i bestyrelsen at mærke, at I kan li’ at komme, i al fald på den livlige snak ved bordene! Artiklen skriver også om vigtigheden af at blive set, hørt, støttet og værdsat. Det vil vi stadig vægte højt i vores fællesskab fremover. Endelig fylder tro og åndelig taknemmelighedspraksis meget i de blå zoner. Tænk lige over det!

Efter et velbesøgt og inspirerende samvær i 2024 med jer vil vi gerne fra bestyrelsen ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår og på gensyn.

Connie 

formand.byensfaellesskab.dk